Svømmeklubben TRITON kvitteres for stærkt talentarbejde
I denne uge blev en ny 4-årig aftale om talentudvikling indgået mellem svømmeklubben TRITON, SvømDanmark og Ballerup Kommune med det formål at udvikle og fastholde et talentudviklingsmiljø med nationalt og internationalt sportsligt potentiale på både junior- og seniorniveau.
Med denne aftale kvitteres TRITON for en stærk indsats omkring sit talentudviklingsmiljø gennem mere end 2 år.
”Vi er meget stolte over og glade for den anerkendelse, som denne aftale giver udtryk for. Fra klubbens side har der været et stærkt ønske om at skabe et nyt fundament for vores talentarbejde og træningsmiljø. Og med stor opbakning fra SvømDanmark og Ballerup Kommune er det lykkes. Nu handler det om at fortsætte det gode arbejde, så endnu flere børn og unge med svømmedrømme og talent kan få mulighed for at udleve dem hos os”, siger Rasmus Jørgensen, formand for svømmeklubben.
I perioden efter Corona stod svømmeklubben et svært sted, men i dag står klubben et nyt sted med en voksende konkurrenceafdeling, en lovende talentmasse og en gruppe juniorsvømmere, som kigger ind i en kommende svømmekarriere på højt plan.
Den netop indgåede aftale vil på forskellig vis understøtte den stærke udvikling i TRITON.
”TRITON har gennem de seneste år arbejdet målrettet med at udvikle et stærkt og bæredygtigt talentmiljø, og den nye partnerskabsaftale er en anerkendelse af det arbejde og den retning, klubben har sat. Sammen med TRITON og Ballerup Kommune glæder vi os til at bygge videre på det stærke fundament. Sportslige partnerskaber er en vigtig del af vores strategi for dansk svømmesport, og hvor ambitionen her er, at endnu flere svømmere fra TRITON på sigt skal udvikle sig til et nationalt og internationalt niveau”, siger landsholdschef i SvømDanmark, Thomas Stub.
For Ballerup Kommunes vedkommende har man allerede i dag en rammeaftale med Team Danmark om at bakke op om eliteidrætten og dens talentmiljøer, og for svømmeklubben betyder det:
"TRITON har gennem de seneste år taget store skridt i udviklingen af klubbens talentmiljø. Klubben har formået at skabe et stærkt fællesskab og en tydelig retning, hvor både sportslig udvikling og trivsel går hånd i hånd. Den nye aftale er et vigtigt kvalitetsstempel på det arbejde, der er lagt i klubben, og vi glæder os til fortsat at understøtte udviklingen af morgendagens svømmetalenter i Ballerup," siger Jesper Würtzen, Borgmester, Ballerup Kommune.